Hvor der er vilje, er der vej!

Det er nu over en maaned siden, at vi sidst har opdateret bloggen. En maaned, hvor vi begge har faaet sat vores liv utrolig meget i perspektiv. Den 20. marts landede vi i Guatemala City, hvor vi blev hentet af Fatima, sprogskolebestyrrens datter, som koerte os til Antigua. Der blev vi indkvarteret hos en soed aeldre dame ved navn Elsa. Hun var meget omsorgsfuld, kaerlig og utrolig nysgerrig omkring Danmark. Kommunikationen foregik dog kun paa spansk, hvilket gjorde det hele til en lidt stoerre udfordring, men det var samtidig utrolig laererigt. Vi tilbragte to uger i Elsa’s hus, som var meget anderledes end vores vante derhjemme. Der var varmt vand i bruseren, heldigvis, men kun hvis man oenskede en meget lille straale. Derudover gik stoemmen paa halv styrke, naar vandet blev brugt. Elsa levede ret sparsommeligt, hvilket ogsaa kunne ses paa den serverede mad – som ioevrigt var utrolig laekker, da vi fik mange af Guatemalas specialiteter. Vi manglede dog den danske maelk paa vores corn-flakes, da den vi fik, havde en holdbarhedsdato til 12-12-2012! Det var ikke altid, at vi gik helt maette i seng, derfor brugte vi ogsaa en del tid paa Antiguas mange hyggelige cafeer  J Allerede morgenen efter vores ankomst begyndte sprogskolen. Vi havde en utrolig dygtig laerer, som i loebet af 10 dage formaaede at laere Line en smule spansk og goere Janni bedre. Undervisningen var meget intens og der var rigtig mange lektier, hvilket var en smule haardt, da vi lige var kommet fra det rene afslapning. Det saette vores vilje paa proeve.  

Udover undervisning og lektier blev der dog ogsaa tid til sjov i Antigua. En soendag meget tidlig om morgenen paabegyndte vi vores stigning op af Central Amerikas tredje stoerste vulkan. Vi var begge total doede, da vores guide fortalte os, at vi kun var halvvejs. Med smerter i lysken og utrolig traette ben naede vi meget stolte toppen efter 15 km’s vandren op. Oemheden blev hurtig glemt, da synet udover  skyerne, en smule land og en aktiv vulkan var helt ubeskriveligt. I vulkanens ‘hul’ spiste vi vores medbragte mad, inden turen gik nedad igen. Nedstigningen tog kun 1/3 del af, hvad opstigningen gjorde, heldigvis! Vi er begge ret enige om, at der skal gaa noget tid inden vi vandrer 15 km opad vulkanjord igen. En anden stor oplevelse var, da vi en fredag tog paa tur med Fatima og hendes familie plus to soede danske piger, der ogsaa var paa sprogskolen. Vi besoegte bl.a. en kaempe genbrugsbutik, hvor Line koebte hendes foerste genbrugsting, en troeje til kun 7 kr. Om aftenen skulle vi spise hos Fatima, menuen bestod af lagsagne med tortillas og mayonnaise - meget traditionelt og anderledes, dog ikke lige helt vores smag!

Ugerne i Antigua var, som I kan laese, fyldt med en masse kulturelle oplevelser. Det mest imponerende var nok, at se en aeldre dame som Elsa med saa aabent et sind og en utrolig stor gaestfrihed. At vi netop havde valgt at besoege Antigua i paasken, gjorde ikke byen mindre spaendende. Folk valfarter dertil for at se det smukke katolske optog, der er rundt i de hyggelige gader. Optoget bestaar af hundredevis lilla klaedte maend, som baerer  3,5 tons podier udsmykket med store traefiguerer af Jesus og Maria.
Efter at vaere endnu en eksamen rigere, vaeret paa diverse markeder, spist laekre pandekager fra ‘Luna de Miel’, strejfet rundt I Parque Central, set en masse kvinder og boern klaedt i deres haandlavede nationaldragter, lavede dansk middag for ‘bedste’, besoegt den paenste McD hidtil, set Antiguas kendetegn – et kors, hvor der er udsigt udover hele byen, givet ‘bedste’ et kaempe kram, gik turen videre til Honduras, hvor boernehjemmet ventede.

Honduras

Efter endnu en bustur paa 16 timer og en omgang uspiselig morgenmad befandt vi os i Tela, som er en kystby i Honduras. Her blev vi moedt af Thomas (Janni’s svorger), hans ven Stefan, Kathrine og Julie, som havde booket et all-inclusive luksus hotel for et par dage. Dejligt med ren afslapning ved poolen og stranden ovenpaa sprogskolen. Efter et par dage, hvor vi havde nydt solen, maden, selskabet og de mange cola’er, koerte vi videre til Tegus med fuld aircondition, da vi sad fire piger paa bagsaedet. En enkelt gang ud af de mange kontrol, blev vi stoppet, det var dog ikke pga. for mange i bilen, men fordi Stefan skulle foretage en alkoholtest, hvilket han gjorde paa bedste vis. Der blev i hvert fald pustet igennem J

Da vi ankom til Tegus, som er hovedstaden i Honduras, blev vi indkvarteret sammen med Thomas og Stefan i Suyapa. Suyapa er en meget fattig og farlig del i Tegus, da befolkningen naesten ingenting har at goere godt med. Det var dog utrolig betryggende at have Thomas ved sin side, da han har kendskab til en masse mennekser der. Weekenden gik med en rundvisning i Tegus, hvor vi bl.a. saa honduras bud paa Jesus statuen, som var meget smuk og utrolig anderledes end Kristus i Rio. Derudover blev vores forestilling om en storby aendret, da bygningerne ikke skinnede af rigdom, men derimod af fattigdom! Efter en dejlig weekend i selskab med skoenne mennesker og et lidt haardt farvel befinder vi os nu paa Boernehjemmet Manualito. De foerste dage var dog ikke helt som oensket, da vi begge laa meget syge med en maveinfektion, hvilket resulterede i et besoeg hos den lokale laege. Efter 4 dage i smerte hjaelp medicinen og vi kunne endelig begynde at vaere de volontoerer, vi oenskede.

Livet paa boernehjemmet er meget anderledes end rejselivet, og det tog lige et par dage at vaenne sig til. Man er pludselig spaerret inde og kan ikke gaa ned i byen, naar man vil, da vi er hvide og derfor meget intressante - hvorfor, aner vi ikke lige J Paa trods af murerne foeler man sig ikke helt indespaerret, da arelaet er utrolig stort og har en masse graesarealer bl.a. en fodboldbane, som vi benytter os meget af sammen med de aeldste drenge. Vi forsoeger saa smaat at lave nogle aktiviter med de 35 boern her, selvom det kraever ret meget taalmodighed at forklare f.eks.’ bankeboef’ paa spansk. En af vores store succesdage hidtil har vaeret, da vi en loerdag besoegte parken med nogle piger, handlede ind til snobroed, faeldede bambuspinde i en bambusskov, lavede dejen med soede boern og bagte broedene over baalet om aftenen. Hver og en noed det, hvilket roerte os begge - isaer naar man fik visket ordet ’muchas gracias’ i oeret.  

Konstant oplever vi den store kontrast der i forhold til DK – baade paa boernehjemmet og ogsaa naar vi faerdes andre steder. Fattigdommen saa vi isaer en weekend med de andre 20 danske volontoerer, da den blev tilbragt i selskab med den amerikanske praest Alvin. Alvin er en mand med et stort hjerte, der foresoeger at fjerne de mange boern fra gaden. Hele weekenden var fyldt af en masse spaendene oplevelser og to af dem saette isaer et kaempe praeg paa os begge. Fredag aften efter en velsmagende middag, smurte vi 300 sandwich som bestod af toastbroed, boennemos og skinke. Det saa ikke ligefrem laekkert ud, men blev taget godt imod af de mange sultne gadeboern og hjemloese voksne, da laa rundt i gaderne. At se saa mange paavirket med en limflaske i haanden og uden hjem var frygteligt, selv smaa boern rendte rundt og sniffede lim! En af de unge maend vidste Line et par skudhuller i brystet, mens en anden ville have taget et billede med Janni. Ovenover os hang diverse par sko i telefonmasterne, hvilket stammer fra gadens draebte og doede. Man saa ikke blot et par, men utrolig mange!
Dagen efter boed paa en tur paa lossepladsen, hvor en pastor ved navn Jonny  har startet projektet AFE. Det er en skole for lossepladsens boern, hvor de faar mad og undervisning. Han vidste os rundt og det hele var utrolig inspirerende. Foer projektet var boernenes stoerste droem at koere skraldebilen, nu var den aendret til at ville vaere laerer, professionel fodboldspiller, advokat osv. Desvaerre er 60 % af boernene tilbage paa lossepladsen efter skole for at arbejde, det ville Jonny utrolig gerne aendre. Efter rundvisningen koerte vi op paa lossepladsen, hvor et uvirkeligt syn kom os i moede. Maend, kvinder og boern stod side om side sammen med gribbe og koer for at rode i det ’nye’ skrald, skraldebilen lige havde koert ind. Selvom vi stod med sandwiches og vand floej de alle over til bilen, naar et nyt laes ankom. Den fattigdom fortjener ingen! Weekenden boed ogsaa paa et besoeg i et ungdomsfaengsel, et foredrag om sikkerhed i Honduras, en gudstjeneste i Alvins kirke efterfuldt af middag og ikke mindst en masse nye indtryk, der netop er medforklarende til at vi befinder os paa projektet Manualitio – boernene her har oplevet nogle af de ting, vi saa i weekenden, paa egen krop. Dette giver os mere mod og lyst til at vaere her, selvom vi i starten isaer havde brug for viljen - men hvor der er vilje, er der vej J

Vi haaber forsat at I alle har det skoent i DK, og at foraaret er paa vej. Her er vi omgivet af 30 grader, sol og glade boern J                  

Paa gensyn Sydamerika!

Endelig har vi fundet et sted, hvor nettet er nogenlunde optimalt, og derfor kan vi igen skrive lidt om, hvad vi gaar og foretager os. Vi oplever og oplever hele tiden og faar stadig en masse nye indtryk. Det er skoent! Inden vi forlod Rio naaede vi at se en brasiliansk fodboldkamp. Spillet var dog ikke til champions league, men det var atmosfaeren til gengaeld - alle stod sammen og da der blev scoret, maerkede vi selv et jubelknus bagfra. Derudover noed vi stranden - nok lidt for meget - da vi endte med at blive fuldstaendig solbraendte. Det resulterede i, at vi naeste dag tog en tur i et 5 etager shoppingcenter. Vi kiggede, men koebte intet, da der ikke er uendeligt plads i backpackeren og den brasilianske stil med bar mave og stramme troejer ikke er helt vores smag!

Et af Rios 'must see' er the sugarloaf, paa dansk sukkertoppen. Det er Rios stoerste bjerg. Efter at have spist en del is paa rejsen, valgte vi at bestige det foerste stykke af bjerget selv, hvilket fik os begge til at svede en del, da det kun gik en vej - op! Vi naaede toppen med en sejrsfoelelse og steg ind i liften for at naa helt til tops med en god samvittighed. Synet fra toppen var utrolig smuk. Der var udsigt ud over hele Rio by, hvilket virkelig satte stoerrelsen i perspektiv.

En aften sad vi paa 'hostel gaden', hvor vi boede og noed en juice, da der pludselig kom en dansk mand hen foran os. Han havde hoert, at vi snakkede dansk og blev derfor interessede i, hvad vi lavede i Rio. Interessen faldt dog hurtigt hen paa ham, da han og hans brasilianske kone overvejede at koebe et hostel i gaden. Lidt sjovt var det, da vi selv havde snakket om forinden, hvor fedt det maatte vaere at have saadan et. Vores droem blev dog knust, da han fortalte at 175 kvadratmeter kostede 10 millioner danske kroner.
Aftenen boed paa mere dansk, da vi stoedte ind i tre danske drenge fra koebenhavn. Vi tog med dem til Lapa, hvilket er et meget kendt sted i Rio. 2 gader bliver hver fredag lukket helt af, for at festglade mennesker kan morer sig sammen. Det var en stor oplevelse at opleve en aeldre herre paa bongotrommer og en masse dansede sambadamer, samt se 10.000 mennesker der var samlet paa et sted.

Soendag d. 11 marts tog vi lidt vemodigt afsked med Rio, for at koere til vores naeste stop Iguazu Falls. Den 24 timers bustur var haard, da bussens aircondition ikke virkede og hvergang den koerte over et bump, troede man, at bussen faldt fra hinanden. Derudover maatte buschauffoeren ikke have vaeret sulten, da vi ikke have mulighed for at koebe mad fra 17:00 til 14:00 naeste dag. Sulten blev hurtigt glemt, da vi krydsede graensen til Argentina og ankom til vores virkelig luksurioese hostel med pool, bad paa eget vaerelse og en velfungerende aircondition. Tak for oplysningen Simon!


Efter en god nats soevn tog vi den lokale bus til Iguazu Falls paa den argentinske side. Vi fik koebt billetterne, og naaede lige et glimt af vandfaldene, da Line's kamera gik ud for stroem, hvilket er lidt typisk os ikke at tjekke det hjemmefra. Naa, vi maatte med bussen tilbage igen for at hente Jannis. Godt bussen er billig og godt at vi fik et kamera, for vandfaldene er virkelig et syn, der skal foreviges. For begges vedkommende nok det stoerste og mest imponerende vi har set hidtil. Vi saa ikke blot de 275 vandfald, men maerkede dem ogsaa paa egen krop, da vi tog en baadtur. Fuldstaendig gennembloedte og endnu en stor oplevelse rigere forlod vi vandfaldene for at tage tilbage til buffet sammen med 40 andre unge paa hostellet. Dagen efter saa vi vandfaldene fra en helt anden vinkel - det var fra den brasilianske side. Her var det en panorama udsigt der moedte os, hvilket ikke var mindre smukt.

4 skoenne og ikke mindst uforglemmelige dage i Argentina gik og vi maatte med bussen tilbage til São Paulo. Denne gang gik de 17 timer hurtigere i bussen, da den var af langt bedre standard. For en kort stund troede vi dog ikke, at vi ville naa helt til São Paulo, da politiet pludselig steg ind. Betjenten kiggede rundt og stoppede netop ved os - to uskyldige danske piger frem for de 10 brasilianske unge maend nede bagi! Han spurgte om en masse, ville se vores pas og tjekkede vores tasker. Der var heldigvis intet at komme efter. Vi ankom til storbyen og tog en taxa til vores hostel. Foerstehaands indtrykket var ikke ligefrem godt, da taxachauffoeren ikke engang kendte til stedet. Indtrykket vidste sig at vaere sandt, da hostellet ikke er helt velligeholdt. For at give et indtryk af det, vasker vi vores service op, inden vi spiser af det!

Byen har ikke saa mange sevaerdigheder trods de 16 millioner indbyggere. Vi har brugt tiden paa en bytundtur i 'downtown' og vaeret i Sydamerikas stoerste zoologiskhave, samt spist paa en laekker restaurent :) Dejligt med nogle dage til afslapning og film, da vejret uvant for os har vaeret overskyget.

I nat gaar turen til Guatemala City, hvor de naeste to uger vil gaa med sprogskole og lektier. Det bliver noget helt andet, men er samtidig noget vi begge glaeder os til. Efter at kunne se tilbage paa 20 fantastiske dage i Sydamerika er vi begge ret enige om, at det ikke er sidste gang vi besoeger denne del af verden. Brasilien har virkelig gjort et stort indtryk paa os, ikke mindst Rio, venligheden overalt og de brasilianske juice!

Ha´ det godt!

"Man kan tude, eller man kan handle"

Saa er der gaaet fem dage siden afrejsen, og vi vil nu opdatere lidt fra vores foerste indtryk af Rio! Med byens 6,5 millioner indbyggere - ja faktisk stoerre end hele DK - kan det hele virke lidt uoverskueligt, men vi foeler os allerede hjemme her. Vi lever med hvide sandstrande, gode hostels, laekre juice, 35 grader, en masse nye indtryk og sjove mennesker - alt er pragtfuldt, paa trods af det lyse broed!


I loerdags tog vi paa en guided rundtur i Rio, hvor vi bl.a. vandrede i Tijuca Forest (junglen), saa et vandfald og oplevede den enorme Kristus statue. Baade statuen og synet udover hele Rio derfra var et fantastisk mindevaerdigt syn. Turen gik ogsaa ud til den beroemte trappe, Escadaria Selarón, hvor bl.a. Snoop Dogg, U2 og Fergie har optaget nogle af deres musikvideoer - ja man har vel lov at vaere lidt kendt med de kendte! Trappens klinker repraesenterede mange nationaliteter, og DK's klinke var 'God Jul', hvilket fik tankerne, for en stund, tilbage til DK.

Overalt i Rio ses skellet mellem rig og fattig, og skellet blev langt fra mindre, da vi i dag drog ud til den stoerste Favala i Rio - og bare rolig mor, det var en guided tur :) En favala er et slumkvarter, hvor der bor rigtig mange mennesker, med meget lidt, paa faa kvadratmeter. Det var utrolig interessant og tankevaekkende at se, isaer boernene fangede os begge meget. Nogle drenge dansede og andre spillede paa trommer for at tjene penge, og ja vi kunne heller ikke staa for at boern med saa faa midler kunne have saadan en livsglaede.

For at vende tilbage til bloggens overskrift kom vi fredag ind i vores foerste store udfordring. De foerste naetter boede vi paa et svenskejet hostel, som er et virkelig fantastisk sted med soede mennesker. Ejeren lovede os, at vi kunne blive tiden ud, men han havde ikke lige tjekket, at alt var booket. Saa vi tog glaedeligt paa stranden fredag dag frem for at kigge efter hostels. Da vi solbrune vendte tilbage, fandt vi ud af, at vi faktisk stod uden en seng den naeste uge. Hvad skulle vi saa? Vi blev hurtigt enige om, at man enten kunne tude eller handle, og vi handlede, da vi gik fra hostel til hostel. I loebet af et par timer havde vi tag over hovedet resten af tiden i Rio. Lidt stolte var vi, selvom backpackeren - med glattejernet i siden - nu tit skal pakkes og flyttes fra sted til sted. Men tro det eller lad vaer, vi elsker begge backpackerlivet, og de glade mennesker vi omgaaes.

Solrige hilsner herfra            

    

Det er ikke til at fatte...

... at vi nu sidder i Lyngby, hvor vores eventyr begynder. I morgen tidlig rejser vi fra Kastrup for at komme til første stop Río! Efter et hårdt 'på gensyn' til gode veninder i mandags og familien i dag, har vi allerede erfaret, at vi nok ikke er de store backpackere - i hvert fald ikke endnu - men mon ikke øvelse gør mester? :) Det håber vi. Vi sidder begge med følelsen af, om vi nu bare skulle tage det næste tog hjem, men ej, for som vores fædre siger, skal udfordringer bekæmpes og ikke opgives.

Vi glæder os til at sætte os i flyveren imorgen, for så er der ingen vej udenom, udfordringen begynder. Om 26 timer står vi ud til varme, storby, strand og ferie - det kan kun blive godt!

Bye bye DK og Hola Rio :)