Det er nu over en
maaned siden, at vi sidst har opdateret bloggen. En maaned, hvor vi begge har
faaet sat vores liv utrolig meget i perspektiv. Den 20. marts landede vi i
Guatemala City, hvor vi blev hentet af Fatima, sprogskolebestyrrens datter, som
koerte os til Antigua. Der blev vi indkvarteret hos en soed aeldre dame ved
navn Elsa. Hun var meget omsorgsfuld, kaerlig og utrolig nysgerrig omkring
Danmark. Kommunikationen foregik dog kun paa spansk, hvilket gjorde det hele
til en lidt stoerre udfordring, men det var samtidig utrolig laererigt. Vi
tilbragte to uger i Elsa’s hus, som var meget anderledes end vores vante
derhjemme. Der var varmt vand i bruseren, heldigvis, men kun hvis man oenskede
en meget lille straale. Derudover gik stoemmen paa halv styrke, naar vandet
blev brugt. Elsa levede ret sparsommeligt, hvilket ogsaa kunne ses paa den
serverede mad – som ioevrigt var utrolig laekker, da vi fik mange af Guatemalas
specialiteter. Vi manglede dog den danske maelk paa vores corn-flakes, da den
vi fik, havde en holdbarhedsdato til 12-12-2012! Det var ikke altid, at vi gik
helt maette i seng, derfor brugte vi ogsaa en del tid paa Antiguas mange
hyggelige cafeer J Allerede morgenen efter vores ankomst
begyndte sprogskolen. Vi havde en utrolig dygtig laerer, som i loebet af 10
dage formaaede at laere Line en smule spansk og goere Janni bedre.
Undervisningen var meget intens og der var rigtig mange lektier, hvilket var en
smule haardt, da vi lige var kommet fra det rene afslapning. Det saette vores
vilje paa proeve. 
Udover
undervisning og lektier blev der dog ogsaa tid til sjov i Antigua. En soendag
meget tidlig om morgenen paabegyndte vi vores stigning op af Central Amerikas
tredje stoerste vulkan. Vi var begge total doede, da vores guide fortalte os,
at vi kun var halvvejs. Med smerter i lysken og utrolig traette ben naede vi
meget stolte toppen efter 15 km’s vandren op. Oemheden blev hurtig glemt, da
synet udover skyerne, en smule land og
en aktiv vulkan var helt ubeskriveligt. I vulkanens ‘hul’ spiste vi vores
medbragte mad, inden turen gik nedad igen. Nedstigningen tog kun 1/3 del af,
hvad opstigningen gjorde, heldigvis! Vi er begge ret enige om, at der skal gaa
noget tid inden vi vandrer 15 km opad vulkanjord igen. En anden stor oplevelse
var, da vi en fredag tog paa tur med Fatima og hendes familie plus to soede
danske piger, der ogsaa var paa sprogskolen. Vi besoegte bl.a. en kaempe
genbrugsbutik, hvor Line koebte hendes foerste genbrugsting, en troeje til kun
7 kr. Om aftenen skulle vi spise hos Fatima, menuen bestod af lagsagne med
tortillas og mayonnaise - meget traditionelt og anderledes, dog ikke lige helt
vores smag!
Ugerne i Antigua
var, som I kan laese, fyldt med en masse kulturelle oplevelser. Det mest
imponerende var nok, at se en aeldre dame som Elsa med saa aabent et sind og en
utrolig stor gaestfrihed. At vi netop havde valgt at besoege Antigua i paasken,
gjorde ikke byen mindre spaendende. Folk valfarter dertil for at se det smukke
katolske optog, der er rundt i de hyggelige gader. Optoget bestaar af hundredevis
lilla klaedte maend, som baerer 3,5 tons
podier udsmykket med store traefiguerer af Jesus og Maria. Efter at vaere endnu en eksamen rigere, vaeret paa diverse markeder, spist laekre pandekager fra ‘Luna de Miel’, strejfet rundt I Parque Central, set en masse kvinder og boern klaedt i deres haandlavede nationaldragter, lavede dansk middag for ‘bedste’, besoegt den paenste McD hidtil, set Antiguas kendetegn – et kors, hvor der er udsigt udover hele byen, givet ‘bedste’ et kaempe kram, gik turen videre til Honduras, hvor boernehjemmet ventede.
Honduras
Efter endnu en
bustur paa 16 timer og en omgang uspiselig morgenmad befandt vi os i Tela, som
er en kystby i Honduras. Her blev vi moedt af Thomas (Janni’s svorger), hans ven
Stefan, Kathrine og Julie, som havde booket et all-inclusive luksus hotel for
et par dage. Dejligt med ren afslapning ved poolen og stranden ovenpaa
sprogskolen. Efter et par dage, hvor vi havde nydt solen, maden, selskabet og
de mange cola’er, koerte vi videre til Tegus med fuld aircondition, da vi sad
fire piger paa bagsaedet. En enkelt gang ud af de mange kontrol, blev vi
stoppet, det var dog ikke pga. for mange i bilen, men fordi Stefan skulle
foretage en alkoholtest, hvilket han gjorde paa bedste vis. Der blev i hvert fald
pustet igennem J
Da vi ankom til
Tegus, som er hovedstaden i Honduras, blev vi indkvarteret sammen med Thomas og
Stefan i Suyapa. Suyapa er en meget fattig og farlig del i Tegus, da
befolkningen naesten ingenting har at goere godt med. Det var dog utrolig
betryggende at have Thomas ved sin side, da han har kendskab til en masse
mennekser der. Weekenden gik med en rundvisning i Tegus, hvor vi bl.a. saa
honduras bud paa Jesus statuen, som var meget smuk og utrolig anderledes end
Kristus i Rio. Derudover blev vores forestilling om en storby aendret, da
bygningerne ikke skinnede af rigdom, men derimod af fattigdom! Efter en dejlig
weekend i selskab med skoenne mennesker og et lidt haardt farvel befinder vi os
nu paa Boernehjemmet Manualito. De foerste dage var dog ikke helt som oensket,
da vi begge laa meget syge med en maveinfektion, hvilket resulterede i et
besoeg hos den lokale laege. Efter 4 dage i smerte hjaelp medicinen og vi kunne
endelig begynde at vaere de volontoerer, vi oenskede.
Livet paa
boernehjemmet er meget anderledes end rejselivet, og det tog lige et par dage at
vaenne sig til. Man er pludselig spaerret inde og kan ikke gaa ned i byen, naar
man vil, da vi er hvide og derfor meget intressante - hvorfor, aner vi ikke
lige J Paa trods
af murerne foeler man sig ikke helt indespaerret, da arelaet er utrolig stort
og har en masse graesarealer bl.a. en fodboldbane, som vi benytter os meget af
sammen med de aeldste drenge. Vi forsoeger saa smaat at lave nogle aktiviter
med de 35 boern her, selvom det kraever ret meget taalmodighed at forklare
f.eks.’ bankeboef’ paa spansk. En af vores store succesdage hidtil har vaeret,
da vi en loerdag besoegte parken med nogle piger, handlede ind til snobroed,
faeldede bambuspinde i en bambusskov, lavede dejen med soede boern og bagte
broedene over baalet om aftenen. Hver og en noed det, hvilket roerte os begge -
isaer naar man fik visket ordet ’muchas gracias’ i oeret. 
Konstant oplever
vi den store kontrast der i forhold til DK – baade paa boernehjemmet og ogsaa
naar vi faerdes andre steder. Fattigdommen saa vi isaer en weekend med de andre
20 danske volontoerer, da den blev tilbragt i selskab med den amerikanske
praest Alvin. Alvin er en mand med et stort hjerte, der foresoeger at fjerne de
mange boern fra gaden. Hele weekenden var fyldt af en masse spaendene
oplevelser og to af dem saette isaer et kaempe praeg paa os begge. Fredag aften
efter en velsmagende middag, smurte vi 300 sandwich som bestod af toastbroed, boennemos
og skinke. Det saa ikke ligefrem laekkert ud, men blev taget godt imod af de
mange sultne gadeboern og hjemloese voksne, da laa rundt i gaderne. At se saa mange
paavirket med en limflaske i haanden og uden hjem var frygteligt, selv smaa boern
rendte rundt og sniffede lim! En af de unge maend vidste Line et par skudhuller
i brystet, mens en anden ville have taget et billede med Janni. Ovenover os
hang diverse par sko i telefonmasterne, hvilket stammer fra gadens draebte og
doede. Man saa ikke blot et par, men utrolig mange!Dagen efter boed paa en tur paa lossepladsen, hvor en pastor ved navn Jonny har startet projektet AFE. Det er en skole for lossepladsens boern, hvor de faar mad og undervisning. Han vidste os rundt og det hele var utrolig inspirerende. Foer projektet var boernenes stoerste droem at koere skraldebilen, nu var den aendret til at ville vaere laerer, professionel fodboldspiller, advokat osv. Desvaerre er 60 % af boernene tilbage paa lossepladsen efter skole for at arbejde, det ville Jonny utrolig gerne aendre. Efter rundvisningen koerte vi op paa lossepladsen, hvor et uvirkeligt syn kom os i moede. Maend, kvinder og boern stod side om side sammen med gribbe og koer for at rode i det ’nye’ skrald, skraldebilen lige havde koert ind. Selvom vi stod med sandwiches og vand floej de alle over til bilen, naar et nyt laes ankom. Den fattigdom fortjener ingen! Weekenden boed ogsaa paa et besoeg i et ungdomsfaengsel, et foredrag om sikkerhed i Honduras, en gudstjeneste i Alvins kirke efterfuldt af middag og ikke mindst en masse nye indtryk, der netop er medforklarende til at vi befinder os paa projektet Manualitio – boernene her har oplevet nogle af de ting, vi saa i weekenden, paa egen krop. Dette giver os mere mod og lyst til at vaere her, selvom vi i starten isaer havde brug for viljen - men hvor der er vilje, er der vej J
Vi haaber forsat
at I alle har det skoent i DK, og at foraaret er paa vej. Her er vi omgivet af
30 grader, sol og glade boern J
